Så er jeg landet i dejlige Jylland igen. Det er altid skønt at komme hjem igen. Det er en sjov fornemmelse at bo i København, have mit hjem der og alle mine ting der. Men når jeg tager til Jylland, hjem til mine forældre, så er det altså stadig mit hjem. Så kommer jeg hjem. Jeg skal fejrer jul med min mors familie hjemme hos mine forældre, og jeg glæder mig. Normalt har jeg maks haft en forlænget weekend i Jylland siden jeg flyttede, men denne gang bliver jeg i en hel uge. Det er altså herligt, så er der ikke noget stress, som det ofte godt kan ende med i weekenderne, fordi der er så kort tid til at gøre alt det jeg så gerne vil. Jeg vil nyde hele julen, slappe en masse af, spise alt for meget mad og nyde præcis at være her i Jylland omringet af alle de mennesker jeg holder så meget af.
Men lige i denne stund sidder jeg og tænker over min december måned. Hvor har det været skørt at have tilbragt en betydningsfuld måned så langt væk fra min familie. De små daglige julestunder har jeg skulle gøre på egen hånd og med nogle andre. Det har været udfordrende, når man som jeg er ellevild med alt hvad der hører julen til. Jeg lavede derfor en jule to do liste, så jeg kunne sætte gang i julestemningen hjemme i vores lille kollektiv i København. Drengene var en smule skeptiske over mine 20 punkter på listen. Men lidt efter lidt så kunne vi krydse flere og flere punkter af på listen. Vi nåede i alt 17 ud af de 20 ting jeg havde skrevet på. Havde nok også været lidt for crazy og skrevet hele 5 forskellige julesmåkager på, men vi fik lavet 3 forskellige, og det godkender jeg til fulde ;-)
Vi har en særlig juletradition i min familie. Hvert år har vi en julehyggedag hos min farmor, hvor hele min fars familie bliver samlet og hygger en hel dag sammen. Jeg elsker den dag. Den er helt fantastisk, og det er så skønt at være sammen med hele familien, særligt hvert andet år, hvor vi ikke holder juleaften sammen. Desværre måtte jeg melde fra til denne hyggelige dag i år, og det gjorde helt ondt i maven, fordi det er en fast tradition. Jeg er stor tilhænger af traditioner, og for mig må traditionerne gerne gentages år efter år. Men når jeg er flyttet til København, så kan jeg ikke være med til alle de samme traditioner, og det er bare noget jeg skal lære.
Men jeg har sammen med de to drenge jeg bor med skabt nogle nye traditioner, som jeg håber vi kan gentage alle år jeg bor i København. Alt i alt, så synes jeg faktisk at december måned har været helt fantastisk på en ny og spændende måde. Men det er nu godt at være hjemme i Jylland, og det er helt sikkert her jeg skal holde jul hvert år. Det er det eneste rigtige for mig.
Jeg håber, at jeres december har været helt fantastisk, og at I har nydt denne hyggelige måned uden alt for meget stress. Nogle gange skal man bare fokusere på at være i nuet, og det har jeg i hvert fald lært på en ny måde i år. Det er godt at få nogle nye erfaringer. Jeg skal lære at alt ikke nødvendigvis behøver at være som det altid har været.
Må I alle have den skønneste lille juleaften med jeres familier og dem I har kær. Jeg vil nyde eftermiddagen med mine skønneste gymnasiepiger, og i aften skal min familie og jeg hygge med et holdt venner, som vi altid gør. Ja det var endnu en tradition ;-)